Jeg husker det som var det igår, hvor jeg for første gang så The Bodyguard og blev dybt fascineret af stemmen der buldrede bag det smukke ydre...
Til mig selv hviskede jeg de ovenstående ord - Og ønsket om, at se hende Live blev opfyldt igår...
Om dette bliver en hyldest til verdens største stemme, en nekrolog for den eller en Stor Fans bitre skilsmisse ved jeg endnu ikke...
Måske kommer konklusionen slet ikke...
Whitney som jeg altid vil huske hende - Smuk, en gave og en inspiration!
De kaldte hende The Voice...
Hun herskede over en gave, en stemme, som hele menneskeheden følte sig ejede af, og som tryllebandt enhver der blot hørte 3 sekunder af hendes røst...
Med den stemme skabte hun fred, forbløffelse, kunst og kærlighed...
Det må have været noget et pres, at få lagt på sine skuldre og sin psyke - Men Whitney fremførte det ene fejlfrie show efter det andet...
Hver gang toppede hun hendes forrige præstation med endnu en lang og klokkeren tone, en ny frasering og en ny helt igennem sublim performance...
Ingen kunne måle sig med Whitney - Og ingen turde forsøge...
En levende engel...
For en ung, naiv og forelsket fan sad jeg tit på mit værelse og kiggede i den fine billedbog der fulgte med til mit første Whitney album...
Hendes smil og øjne lyste så meget op, at kærligheden kunne mærkes igennem det farvede papir...
Med lukkede øjne forestillede jeg mig altid, hvordan det ville være at sidde blandt publikum i en kæmpemæssig sal og høre hende fremføre englesang...
Jeg vil vædde med, at man har kunne høre en knappenål falde til jorden dengang, hvor hun havde folks fulde og upåvirkelige opmærksomhed, kærlighed og respekt...
Når hun sang stod resten af verden stille og glemte alt andet - Og alle ønskede vel, at det kunne forblive således...
Dengang præsterede hun det ypperste, og hun kendte sit værktøj...!
20 års forskel er også en alder...
Da jeg i går sad i bil mod København, kørte tankerne og minderne rundt i mit hoved...
Jeg vidste godt, at det var en ældre og mere svækket Whitney jeg ville få at se - Og derfor havde jeg også forberedt mig på, at hun kunne fejle...
Men alene det, at se hende var stort nok for mig, og det er en oplevelse jeg vil betale for igen - Jeg stod nemlig kun 4-5 meter fra hende...
Der stod mit livs største idol så - I mine vildeste fantasier havde jeg aldrig turde håbe på dette...
Scenen var sat, og hun skulle præstere...
Hvis folk forventede, at se Whitney som dengang i Bodyguard, kan jeg godt forstå at de blev skuffede...
Hendes Diva-aura var falmet, og tilbage stod en kvinde, som tilsyneladende kun havde minderne om hendes storhedstid at knytte sig til...
Dette er sagt med største kærlighed og håb - For jeg synes jo bestemt at vide, hvordan hun må have det...
At noget så smukt har fået lov, at smuldre væk kan jeg kun ærgre mig over - Havde hun været min veninde fik det ikke lov at ske...!
En forkert mand og en forkert skæbne er mit svar på, hvad der skete med Whitney og hendes gave...
"Alle så det som værende en gave og noget de havde andel i... Alle undtagen mig"...
Sådan omtalte Whitney sin stemme i et interview med Oprah...
Den kommentar krøb sig ind under min hud, og lagde sig ved siden af gåsehuden, der så tit havde rejst sig tidligere når hun sang...
I går gjorde hun sig umage - Langt fra perfekt, som Whitney i de unge år...
Men lad vær med at sammenligne 1993 med 2010 - Der er en evighed imellem, og alle stjerner falmer med tiden...
Selvfølgelig skal Whitney have lov til det samme - Men hun har desværre ødelagt sin stemme, og det er hun vel bevidst om...
Set fra min side af scenen, så er hun ikke en lykkelig kvinde, og måske har hun aldrig helt været det...
Ingen finder vel helt ud af, om hun bare har været verdens bedste skuespillerinde...
En kamp skal vindes...
Hendes performance i aftes var som, at se en fighter holde kampen ud, og gå derfra med oprejst pande - Velvidene om, at der har været bedre præstationer...
Showet var indstuderet og følelserne var lært udenad - Men det bebrejder jeg kun de pengegriske møg****, der står bag Whitney for...!
Koncerten var desværre en kamp, der skulle kæmpes - Men for mig vinder hun altid...!
Så at se de danske medier råbe hysterisk op om Masse udvandring, lort med lort på og afdanket diva var hårdt og ifølge mig ikke Whitney retfærdigt...!
Hun gjorde det bedste hun kunne - Og var det ikke nok for jer forstår jeg ikke, hvorfor I havde købt billet...
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan journalister og smålige mennesker ser sig selv berettigede til, at dømme en kunstner der har givet og tjent så meget for menneskeheden...
Måske er spørgsmålet ikke om, hvorvidt du/jeg selv har givet mere eller mindre - Men der er ALTID noget pænt at sige om Whitney, og det skal siges...
Ingen kan tage fra hende, at hun har solgt over 140 millioner albums og er stemmen bag klodens største kærlighedshit...
Og vi har ALLE, både glade og mindre glade fans, tudet til I Will Always Love You og fået gåsehud, glædestårer og 1000 andre følelser ved BOOOOMMM AND IIIIIII WILL bla bla bla...
Den kadot skal hun have - Hun var trods alt med til, at forme 80er og 90erne med hendes stemme...
Whitney Houston har for mig været en livslang ven, et forbillede, et uopnåeligt mysterie og Stemmen over dem alle...
Hun har haft en uforklarlig indflydelse på min forståelse for musik, personlige tankegang og emotionelle udvikling...
De følelsesmæssige rutscheture kan ikke beskrives - Blot mindes og mærkes...
I går så jeg virkeligheden, og selvom glansbilledet af min stjerne er famlet en smule, vil hun altid stå som et lyspunkt i mit liv - Både før, nu og for altid...
Ægte kærlighed skal føles af ægte fans
De der ikke gjorde det i går er ikke ægte fans - Ikke engang tilnærmelsesvis!!!
Whitney Houston skal have 5 stjerner af mig - 1 for hendes stemme, som den var i de gode gamle mindeværdige dage, 1 for vise en smule følelse, da hun kontant sagde: "You start to piss me of", da det ubarmhjertige publikum buhede af hende under hendes tale til Michael Jackson, 1 for hendes vilje til at det bare skulle lykkes, 1 for hendes historie og til sidst - 1 fordi hun vækkede hele mit følelsesregister...
Den danske presse skal have en ordentlig røffel - Jeg mener oprigtigt, at I skulle skamme jer...!
Jeg KAN ikke være objektiv - Selvom Bankmanden bad mig om det, da jeg startede med at skrive denne anmeldelse...
Jeg er en Whitney fans langt ud over fingerspidserne og til hvert yderste hårstrå...
For sådan er en ægte fan - You follow in the good and the bad times...
Kunne jeg sige noget til Whitney personligt skal det være:
I wanna run to you, to give you a moment in time...
My love is your love, and the broken hearts go to a place, were the greatest love of love will dance with you.
You are the Queen of the night, and I think we almost had it all.
But why does it hurt so bad when you saved all your love for me?
Its not right, but its okay, and because of you, I learned from the best.
If I dont have you I have nothing, but there can be miracles when you believe...
Whitney, I will always love you...!
Den sidste tåre er fældet, og tilbage har jeg nøjagtigt samme følelser for Whitney som før koncerten - Endda stærkere...
Jeg håber virkelig, at hun klarer den - Ved Gud jeg beder om det...
The Bodyguard er lige sat på - Til den vil jeg falde i søvn og drømme mig tilbage til tiden, hvor verden stod stille...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar