Skønheden med de mørke lokker...

Marts 1989...

Billedet viser en lille dreng med hans elskede blå sut... 
Han sidder trygt placeret hos en skønhed, med lokker så lange og en farve så mørk - Hun omfavner ham...
Dit blik bliver fanget af hendes dybe øjne, som står så godt til hendes beroligende og muntre smil...
Drengens øjne, og hånden der klemmer om hendes mørke lokker fortæller en historie...
Måske vidste drengen allerede dengang, at deres veje skulle skilles og måske aldrig mødes igen ...?

Scenen er sat, kameraet knipser, og øjeblikket er nu fanget for evigt...
I et minde, i et sind og i et fotografi...

Den lille dreng på billedet er mig...

Skønheden med de mørke lokker har fulgt mig siden i mit sind - 20 år virker pludselig lang tid...

Jeg husker ikke hendes "forsvinden" som barn - Blot, at jeg pludselig manglende hendes lokker og livs-glade smil, til at gøre mig glad og tryg...

Altid med følelsen af tryghed og glæde har jeg analyseret, studeret og konkluderet billedet...

Pludselig var Skønheden med de lange mørke lokker ikke længere bare noget smukt fra en billed-dagbog, som jeg så tit har stoppet op ved, når jeg har bladret rundt i minderne...

Hun blev en ukendt ven, et forbillede, en rumsteren i mit sind - Og jeg følte, at jeg måtte udtrykke det for hende...

En dag skulle hun få at vide, hvor stor indflydelse hun havde haft på den lille dreng, og hvor meget hun havde været med til at forme ham i hans senere færden, trods deres korte bekendtskab...

Senere i teenage årene, blev hun mere end blot et uforglemmeligt minde...
Hun blev mig en mission, der skulle lykkes - Koste hvad det vil...

At finde Skønheden med de lange mørke lokker og fortælle hende alt hvad der var at fortælle - Det var missionen...

Hendes fulde navn og bopæl var et mysterie, som ingen kunne tilsyneladende hjælpe mig med at opklare...
Jeg vidste blot, at hun var min søsters veninde - Og hvor ondt det gjorde, da jeg endelig indså, at hun var væk...
Hendes navn har jeg i årenes løb glemt, og spørg mig ikke hvorfor - Måske var det meningen...
Da det var tiden før hjælpemidler, som Facebook, mobil telefoner og andre hjælpemider, der forkortede afstanden mellem ens kære var min mission lettere sagt end gjort...

Om mine følelser var gengældte var mig mindre relevante...
Det vigtigste for mig, var at få kontakt til hende, så jeg kunne fortælle hende alt...

"Hvis bare jeg finder hende, så skulle det hele nok gå" tænkte jeg ...!

Den tro fastholdte jeg mig til i alle årene...

Ingen nåede vist, at få kendskab til mine følelser, hvorfor jeg havde dem eller hvor stærke de var...?

Jeg tror ikke engang, at jeg selv var klar over det, men en ting var sikkert - Følelserne var der hele vejen, og de blev kun stærkere...

Med tiden synes missionen dog, at virke umulig - Og jeg nåede i årene, at stille mig tilfreds med, at Skønheden med de lange mørke lokker blot skulle forblive et minde til evig tid...

Jeg bildte mig selv ind, at det var Universets måde, at lære mig en lektie - Lektien om, at ikke alle missioner skal opklares og forklares...
Indbildning - Sikkert for, at dumle smerten ved forestillingen om, at jeg aldrig skulle møde hende igen...

...........

20 år er der gået, siden fotografiet blev taget...

I alle de år har det siddet i mit livs album - Sammen med resten af mit liv i billeder...
Bladrer man i det finder man minde-dage som døb, fødselsdage, første skoledag, juleaftner, fastelavnsfester, første cykel, første ar og første plaster jeg SELV rev af - Alle de dage, hvor jeg vil ønske hun havde været ved min side og gennemlevet det med mig...
Jeg havde selvfølgelig min elskede mor og far, og mine fantastiske søskende til, at trøste mig og hjælpe mig videre...
Jeg manglede heller aldrig noget, og det er jeg bevidst om...

Så kære Mor, Far og Mine 3 Uundværlige Søskende... 
I ved, at jeg elsker jer højere end alt andet - Lad det endelig ikke være usagt...
Ligeledes takker jeg jer, for at have jer som familie og have haft en barndom i jeres trygge rammer...
Det har været med til, at gøre mig til den dreng jeg er i dag - 20 år senere...
Men min historie handler stadig om den Skønhed, som jeg i en tidlig alder følte jeg knyttede mig stærkt til...

I de sidste 20 år holdt fast i mindet, håbet og troen...

Hvad der i mellem tiden er sket med Den lille dreng kan ikke fortælles, så det kan mærkes, føles og forstås...

I hvert fald ikke med kort frist - Så det kommer i en biografi om 20 år, måske...

Men det var en lørdag aften...

Helt præcist Lørdag d. 1 Maj 2010 før klokken slog midnat fik jeg svar...
Mindet, håbet og troen blev frigivet, og Missionen blev fuldført, opklaret og forklaret...

Til en konfirmation, hvor familien var samlet, strejfede Mai mine tanker igen - Midt i en sang...
Efter sangen spurgte jeg, efter mange års tøven, igen min søster efter navnet på Skønheden med de mørke lokker...

Den dag fik svar - Hendes navn var Mai...!

Mai...? Ja, selvfølgelig hed hun Mai :)
For første gang nævnte Søs B også et efternavn, som førte mig et skridt nærmere min barndoms store kærlighed...

Hvis 2,5 milloner danskere bruger Facebook, så var hun Mai måske en af dem...?
Straks  fandt jeg min iPhone frem, og gik på Facebook...

Jeg turde næsten ikke skrive hendes navn i søgefeltet - For hvem ville dukke frem fra det ukendt, og hvordan vil jeg vide om det var hende...?

På de få sekunder der gik, fra jeg indtastede hendes navn, og til der kom et svar nåede jeg, at tænke 1000 tanker...

Hvad skulle jeg skrive til hende, og hvorfor skulle hun være interesseret i, at svare igen....?

Hvordan havde Skønheden Mai med de mørke lokker udviklet sig, og vil hun kunne huske mig - Drengen fra billedet...?
Jeg overlod kontrollen til skæbnen - Og frem kom en Mai med et profilbillede...

Det var hende...! Jeg vidste det...!
Jeg blev nemlig fanget af hendes dybe øjne...

"Tilføj som ven"  -  Med mere håb end nogensinde...!
Nu kunne jeg kun vente på tegn fra Mai...

.......

2. Maj 2010 kl. 00.00 skrev Mai til mig...
Der brød solens stråler sig igennem skyens tunge skygger - Og det hele ender lykkeligt :)
Mai's første mail tydede ikke på, at hun kunne genkende mig...
Men efter 10 minutter, (hvor jeg ikke nåede at skrive et eneste ord tilbage), gik det op for hende hvem der havde fundet hende...

............

Jeg tror ikke på tilfældigheder - Og heldigvis for det! 

Nu ved jeg, at alt har en mening, en tid og et formål - Så længe man tør tro på håbet, håbe på ønsket og ønske at det bliver opfyldt - Giver det mening...?

For mig i hvert fald - Og det er det vigtigste :)

Efter 20 år fandt jeg Mai...
I alle årene har hun været en ligeså stor del af min erindring, som mine andre hjertens kære - Bare fysisk længere væk...

Med denne historie mener jeg, at have bevist noget - Om ikke for andre, så i det mindste overfor mig selv...

Små mirakler sker - Og det sker når vi tør tro!

Tænk engang... Vi har alle den gave, at have indflydelse på et andet væsen...
At være med til at forme et andet menneske - Ubevidst og måske uden, at skænke det en tanke...

Det er sgu da en gave...!

Gaven, at være forbillede for et barn, hvis liv endnu ikke har taget fart endnu - At være forbillede uden, at vide at man egentlig er det...

Mit indlæg er selvfølgelig dedikeret til Mai...

Skønheden med de mørke lokker, som jeg efter 20 års søgen fandt igen - Og så endda på Facebook..

Nu kender også hun historien...
Og hvad den har fulgt med sig af gemte følelser, usynlige smil, tårer af savn og andre rumsterende tanker...
Alle sammen følelser, som jeg har gjort mig siden den dag i Marts 1989, hvor jeg som lille dreng sad med min blå sut, i mine forældres stue, i huset i Linde, og blev fotograferet med min storesøsters veninde...

For sådan er det med minder - Når først man har skabt den florerer de i ens sind for evigt...

Lige indtil man skaber et nyt...

Hvem ved - Måske sidder Mai og jeg om 20 år, kigger hinanden i øjnene og siger:
"Kan du huske dengang hvor..."...?
..........

Under hele indlægget har jeg lyttet til Enya - Watermark...

En sang som jeg allerede nu forbinder med Mai - Smuk, dyb og rolig...

Det har taget mig mange timer at få ridset disse ord ned - Mest fordi jeg ind i mellem har fældet en tåre, smilet i skjul og kigget på billedet...
I dag er jeg lykkelig - And its a great feeling!

Nu vil jeg ud i solen, og nyde det sidste af denne skønne forårs dag i Maj...
Bankmanden er ude sendt ud i indkøbs-junglen - Bare han klarer den...

Og måske tager jeg en tur ned af Memory Lane i aften - Bare nyde et glas vin og kigge på gamle billeder fra Mit Liv Som Jørgen...
Mindes tilbage til min lykkelige barndom, som jeg kan takke mine elskede forældre, uundværlige søskende, Mai og mig selv for...

Og så var der jo dengang, hvor jeg med en ny cykel smadrede ind i en parkeret lastbil - Men det er en anden historie...

Idag, d. 3. Maj 2010 blev en god dag - Det vidste jeg da jeg stod op :)

Foto: Privat Foto

Tak Mai!
Alt andet bliver sagt når vi igen ses - Lad der ikke gå 20 år mere...! ;)